Sorte sokker gør dig klogere
Du er måske ikke klar over det, men en af dine kommodeskuffer er en krigszone. De sorte, hvide og kulørte sokker er midt i en årelang strid om at få tid på dine ankler. Begge lejre er stærkt amputerede, og de kulørte sokker ligger spredt over slagmarken i forskellige farvekombinationer og mønstre. Du kan lige så godt lade være med at åbne skuffen. Dels er det for farligt, og dels er det for tidskrævende at finde et par sokker, der matcher.
Der er ingen grund til at fortvivle. Du kan sætte en definitiv stopper for krigen lige nu, hvis du udelukkende investerer i sorte sokker. Så slipper du for at bekymre dig om de kiksede farvekombinationer, som synes uundgåelige, når folk køber hvide sokker. Mere om dem senere. Al den tid, du sparer, når du ikke skal rode rundt i sokkeskuffen, kan du passende bruge på at læse flere bøger eller fordybe dig i et fremmedsprog. Du kan også finde ud af, hvorfor alle taler om Seattle. Èn ting er i hvert fald sikkert: Hvis du kun har sorte sokker i skuffen, har du pludselig tiden til det.
Du udfordrer skæbnen med hvide sokker
En modekatastrofe lurer lige om hjørnet, hver gang du tager hvide sokker på. Derfor kommer her en række velmente huskeregler, som du kan bruge nu og resten af livet. Der er på kort formel tale om fire gode argumenter for udelukkende at købe sorte sokker, for du finder hurtigt ud af, at hvide og kulørte sokker er ligesom den krævende ekskæreste, du ville ønske, at du aldrig havde mødt.
Hvide sokker matcher for det første ingenting, medmindre du altså render rundt i hvide bukser. Den første huskeregel er, at dine sokker altid skal matche dine bukser, og så går den altså ikke, hvis du render rundt i jeans og hvide sokker. Her er den sorte sok et langt mere stilsikkert, elegant og moderigtigt valg.
For det andet bliver hvide sokker beskidte. Det gør sorte sokker ikke. Så ikke nok med, at du sparer tid på at parre sokker i skuffen, så sparer du endnu mere tid, fordi du ikke behøver vaske dine sorte sokker lige så ofte. Der tegner sig et billede af den sorte sok som en ulden Messias, men bare vent – det bliver bedre endnu. Den tredje huskeregel er, at hvide sokker kun egner sig til sportsbrug. Du bliver med andre ord ikke halshugget, hvis du har hvide sokker på til dine hvide shorts, når du spiller squash. Fitnesscenteret er efter samme logik en frizone.
Sidst, men ikke mindst, er hvide sokker simpelthen for nemt. Hvide sokker er forbeholdt de mennesker, der er helt og aldeles ligeglade med deres stil og fremtoning. Og det gælder med al sandsynlighed ikke dig, når vi nu ved, at du læser med her. I sidste ende er der ingen gode argumenter for at køre med hvide eller kulørte sokker, for begge giver dig alt for meget besvær. De sorte sokker derimod er alsidige, altid moderne og meget, meget nemmere at have med at gøre. Du skal derfor kun investere i sorte sokker, hvis du hellere vil bruge al din tid på de finere ting i livet.